Gå til hovedindhold
DinPlan

Den gode start på din plan

Du er blevet inviteret til et forløb med aktiviteter og behandlinger, der kan hjælpe dig før, under og efter operationen. Din plan er tilpasset din situation og skal hjælpe dig med at blive bedst muligt klar til operationen.

Læsetid: 3 min.

Hvad er din plan?

Din plan samler de aktiviteter og behandlinger, som er relevante for dig før, under og efter operationen. Den er tilpasset dig og den operation, du skal have.

Det kan for eksempel være træning, proteindrikke, jerninfusion eller ekstra overvågning omkring operationen.

Når din plan bliver lagt, tager vi blandt andet hensyn til din fysiske form, dine blodprøver, din ernæring og dit helbred.

Hvorfor er det vigtigt at følge din plan?

En større operation belaster kroppen. De indsatser, der er en del af din plan, skal hjælpe dig med at være bedst muligt forberedt til operationen og komme godt i gang bagefter.

Under og efter operationen får du den behandling og støtte, der passer til din situation. Det kan blandt andet hjælpe dig med at komme tidligt i gang med at spise, drikke og bevæge dig igen.

Det betyder ikke, at du selv har ansvar for, hvordan operationen går. Din plan er en del af den samlede behandling, og du får hjælp undervejs.

Sådan foregår forløbet

Nogle indsatser foregår hjemme, mens andre foregår på hospitalet. Du får besked om, hvad du skal gøre, og hvornår du skal møde til en aftale.

Det bør du gøre nu

  • Læs de kort, du har fået, og følg planen så godt, du kan.

  • Mød op til de aftaler, der er en del af din plan.

  • Sig tidligt til, hvis transport, symptomer, træthed eller bekymring gør det svært at følge planen.

  • Skriv dine spørgsmål ned, så du kan få dem afklaret, når du taler med din afdeling eller forløbskoordinator.

Når planen bliver svær

Dit overskud kan variere fra dag til dag før en operation. Nogle dage kan det være sværere at træne, spise eller komme til aftaler.

Hvis du har svært ved at følge planen, er det vigtigt, at du siger det til din afdeling eller forløbskoordinator. De kan hjælpe med at finde ud af, om noget skal ændres eller tilpasses, så planen passer bedre til din situation.

Det er bedre at sige til tidligt end at vente, til du har opgivet en aktivitet eller misset en aftale. En mindre ændring kan gøre det lettere at følge planen.

Typiske spørgsmål

Hvorfor får jeg kortene?

Du får kort om de indsatser, der er en del af din plan. Kortene fortæller, hvad indsatsen går ud på, og hvad du skal gøre. Du kan bruge dem som hjælp undervejs i forløbet.

Kan tiden frem mod operationen blive længere?

Ja, i nogle tilfælde. Nogle patienter har kort tid til at forberede sig inden operationen, mens andre kan få mere tid til at arbejde med indsatserne i deres plan. Det kan for eksempel være, hvis det vurderes, at mere tid til træning kan gøre dig bedre forberedt på operationen.

Hvad kan mine pårørende hjælpe med?

Pårørende kan hjælpe dig med at holde overblik, læse informationen sammen med dig, huske aftaler og støtte dig i de aktiviteter, der er en del af din plan.

Hvad hvis jeg får modstridende information?

Kontakt din afdeling eller forløbskoordinator, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig.