Om os
Fra forskning til national indsats
Center for Surgical Science (CSS) ved Sjællands Universitetshospital har gennem mange år forsket i, hvordan patienter bedst kan forberede sig til operation og komme sig efterfølgende. Denne forskning har bidraget med ny viden om, hvordan målrettet støtte før operation kan forbedre patienters helbred, behandlingsforløb og livskvalitet.
Med støtte fra Kræftplan V er erfaringerne og resultaterne nu blevet grundlag for en national indsats, som skal gavne patienter i hele Danmark. Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem forskere, sundhedsprofessionelle, patienter og patientforeninger, herunder Tarmkræftforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Deres bidrag har været afgørende for at sikre, at information, værktøjer og tilbud tager udgangspunkt i patienternes behov og erfaringer.
Målet er at omsætte forskning til konkrete løsninger, der giver flere patienter mulighed for at være aktive deltagere i deres eget behandlingsforløb og få de bedste forudsætninger før og efter operation.

Optimering før, under og efter operation
En operation for kræft kan være en stor belastning for kroppen. Derfor arbejder vi med at styrke patienters fysiske og mentale ressourcer før, under og efter operationen. Jo bedre rustet man er, desto bedre er forudsætningerne for at klare selve indgrebet og komme sig efterfølgende.
Det kan blandt andet omfatte fysisk træning, vejledning om kost og ernæring samt støtte til at håndtere eksisterende sygdomme. Den tilpasses den enkeltes situation, behov og den tid, der er til rådighed.
Denne tilgang kaldes perioperativ optimering og handler om at gøre patienten bedst muligt klar til operationen og tiden efter. Målet er et bedre forløb, færre komplikationer og en hurtigere vej tilbage til hverdagen.

Personlig behandling med hjælp fra data og kunstig intelligens
Patienter er forskellige, og det samme gælder deres behov før, under og efter en operation. Derfor arbejder vi med at bruge data fra mange patientforløb til at få mere viden om, hvad der har betydning for det enkelte patientforløb.
Ved hjælp af kunstig intelligens kan vi undersøge mønstre på tværs af mange patientforløb. Det kan give ny viden om, hvad der har betydning for behandling, komplikationer og tiden efter operationen.
Målet er at bruge denne viden til at udvikle mere personlige behandlingsforløb og give sundhedspersonalet et bedre grundlag for at tilpasse behandlingen til den enkelte patient. Det kan på sigt bidrage til færre komplikationer og bedre livskvalitet før, under og efter operationen.
